Den første kontakt med barnet


Sådan får du en god kontakt med dit nyfødte barn

Når du kigger ind i dit nyfødte barns øjne, vil du opleve et intenst blik, der opleves som en stærk kontakt. De fleste nyfødte ligger nemlig med vidt åbne øjne lige efter fødslen – i gennemsnit omkring 40 minutter. Her går tilknytningen i gang, også til dig som far.

For at få en god kontakt til dit barn og styrke båndet mellem far og barn, skal du vide, at:

  • Dit barn ser, hører og føler, straks det er født.
  • Dit barn begynder sin tilknytning til jer lige efter fødslen.
  • Du kan få kontakt med dit barn lige fra starten – hvis du er lidt tålmodig.
  • Du kan styrke dit barns tilknytning til dig som far ved at være i kontakt med det fra starten.
  • Alle aktiviteter og kontakter, du har med dit barn, er med til at styrke båndet mellem jer – at skifte det, tage det op, synge for det, snakke til det, smile til det, holde det i hånden osv.

Vidste du, at…

– Dit nyfødte barn har 300 knogler i kroppen – det er 94 flere end voksne! Med tiden vokser de sammen til større knogler.

– Dit spædbarn har ingen knæskaller. De vokser først ud, når barnet er omkring 6 måneder gammelt.

– En nyfødt tisser ca. hvert 20. minut.

Dit barn spejler sig i dig

Når dit barn bliver født, er alle dets sanser udviklet – det kan se, høre, føle, lugte og smage. Derfor kan du helt fra start være i kontakt med dit barn.

Har du lidt tålmodighed og indstiller dig på, at dit barns reaktioner på omgivelserne er langsommere end voksnes og varer to-tre sekunder, kan du opleve, at dit barn kan efterligne dig inden for de første timer efter fødslen. Hvis du for eksempel holder dit barn op foran dig og rækker tunge til det eller løfter armen, vil du med den lille forsinkelse se, at det forsøger at efterligne dine bevægelser.

Det er ikke alle børn, der er lige klar til kontakt på samme måde, men trangen til at knytte sig findes hos alle børn. Børn er selvfølgelig forskellige, og det er ingen katastrofe, hvis dit barn ikke reagerer på samme måde lige efter fødslen.

Det kan dit nyfødte barn

En uges tid efter fødslen kan dit barn skelne jeres lugt fra lugten af andre. Og snart efter kan dit barn skelne fars og mors stemmer fra andre stemmer.

Dit barn foretrækker jeres lugt frem for andres, det foretrækker at lytte til kendte stemmer frem for fremmede stemmer, og det foretrækker at se på jeres ansigter frem for andre menneskers. Dit barn lærer også hurtigt at påvirke omgivelserne, så det kan komme til at se, høre eller lugte jer.

I begyndelsen foretrækker dit barn at se på figurer med mønstre og farver og ting, der bevæger sig. Du vil også opleve, at dit barn mister interessen for det kendte og gerne vil se noget nyt. Dit barn er nemlig engageret i at lære verden at kende og at udforske ukendt land. I løbet af de første par uger eller tre kan dit barn kende fars og mors ansigt og vil foretrække at se på de ansigter, som det »hører til«.

Så kom godt i gang med den første kontakt, så du kan få styrket tilknytningen til dit barn helt fra starten.